En mere robust forsyningskæde: Hvilke muligheder er der?
Forsyningskæder er blevet mere komplekse i de seneste årtier på grund af globaliseringen, virksomhedernes vækstambitioner og deres jagt på bedre marginer. En stor del af produktionen er flyttet til lavtlønslande, og det har resulteret i komplekse globale produktionsnetværk. Det kan være en god idé i opgangstider, men er også risikabelt, når der opstår forstyrrelser.
Det kommer ikke som en overraskelse, at robuste forsyningskæder står højt på dagsordenen hos mange virksomheder ifølge en 2020-undersøgelse udført af McKinsey. De seneste år er forstyrrelser i forsyningskæden er blevet hyppigere. På tværs af alle brancher oplever virksomhederne i gennemsnit en forstyrrelse pr. 3,7 år. Disse forstyrrelser kan føre til varemangel, økonomisk skade og tab af arbejdspladser. Årsagen kan være en naturkatastrofe, politisk uro eller en global pandemi såsom covid-19.
At finde balancen
Ifølge en Gartner-undersøgelse har kun en femtedel af virksomhederne et netværk, der er robust nok til at kunne reagere på dette. Selvfølgelig kan man ikke forhindre katastrofer, men man kan være beredt. For eksempel kan man have identificeret alternative leverandører og have større (nød)lagerbeholdninger. Sidstnævnte synes at være i konflikt med en lean tilgang, som lægger vægt på en effektiv just-in-time varestrøm og eliminering af spild.
For at forhindre forstyrrelser i at lamme organisationen skal der dog findes en balance mellem just-in-time og just-in-case. Mellem effektivitet og robusthed. Virksomhederne er så småt på vej tilbage til just-in-case og større lagerbeholdninger, så de til enhver tid kan imødekomme markedets efterspørgsel. Det er dyrt at opbygge buffere, men det giver stabilitet og forhindrer mindre problemer i at medføre et stop.
Decentralisering
Det er en kendsgerning, at forstyrrelser nu optræder oftere og har flere konsekvenser. Synderne er blandt andet pandemier, naturkatastrofer og handelskrige. Et andet problemområde er målrettede cyberangreb, der kan lukke hele produktionslinjer. For mange virksomheder er single-sourcing ikke længere en mulighed. At stole på én leverandør sparer omkostninger og bureaukrati, men kan gøre virksomheden sårbar. Hvad sker der for eksempel, hvis ens leverandør bliver udsat for et cyberangreb eller en fabriksbrand eller kommer i økonomiske vanskeligheder?
Det er bedre at stræbe efter solide og diversificerede forhold til leverandører. Man kan have flere leverandører af den samme komponent, eller man kan have én leverandør, der kan producere fra flere lokationer. Gå efter decentralisering og – om muligt – regionalisering af produktionen for at reducere risici og forkorte leveringstiden for færdige produkter. Selvom det er dyrt, giver det jer mere kontrol over lagerbeholdningerne og bringer produkterne tættere på slutkunderne.
I nogle tilfælde er det dyrt og urentabelt at have store lagerbeholdninger på grund af varestrømmenes kompleksitet, leverandørernes specialiseringer og specialfremstillede slutprodukter. Hvis det er tilfældet, er det afgørende at have udarbejdet retningslinjer eller trinvise planer for de forskellige scenarier. Med andre ord er risikostyring en standardprocedure for at forhindre forstyrrelser i forsyningskæden. Et vigtigt aspekt er at indsamle data om leverandørernes økonomiske forhold, og om hvor hurtigt de kan opskalere deres produktion eller skifte produktionssted. Dette er væsentlig information for at kunne forudse uventede og konstant skiftende situationer korrekt.
Samarbejde
Samtidig kan man kaste et kritisk blik på sine styklister og artikler sammen med produktionsteamet. Find ud af, hvilke dele der kommer fra højrisikoområder, og om der er alternativer. Hvis der ikke er, så find passende løsninger i samarbejde med leverandøren. Under alle omstændigheder er det en god strategi at øge samarbejdet i forsyningskæden. Det giver jer indsigt i hinandens leveringstider og lagerbeholdninger og skaber et tidligt varslingssystem.
Et kontroltårn-system bidrager også til en robust forsyningskæde på grund af den indsigt, det kan give. Ligesom et kontroltårn i lufthavnen giver sådan et system et overblik over hele driften og samler og mobiliserer data, der er spredt over mange steder i og uden for organisationen. Realtidsinformation om for eksempel lagerbeholdninger, ordrer og produktion giver jer mulighed for hurtigere tilpasning og for at bestemme, hvad der skal prioriteres, og hvilke handlinger der skal iværksættes for at løse problemer.
En mere robust forsyningskæde: Hvilke muligheder er der?